Det er et familiemedlemsskab der tegnes for en sæson ad gangen. Det omfatter en husstands mennesker og hunde.
Medlemmer kan tilmelde sig hold mod et træninggebyr pr hold.
Medlemsskab
Det koster kr. 400 for medlemskab, der dækker en sæson.
Betaling af medlemskab sker med betalingskort via hjemmesiden.
Ved betaling skrives samtidig under på, at hunden er registreret og vaccineret samt at forsikringen er gyldig til træning. Vi godtager tittertest på samme vilkår som hos DKK.
Efter den nye hundelov blev vedtaget, må vi erkende, at klubben ikke vil kunne tilbyde træning til hunde omfattet af hundeloven.
Tilmelding
til træning sker ved at købe medlemeskab for sæsonen via hjemmesiden, og herefter vælge de hold du/i vil tilmelde jer. Vi har tidligere haft personligt fremmøde i februar og august kort forinden sæsonstart – for såvel nye som nuværende medlemmer, men er gået over til den digitale løsning.
Træningsmetoderne
bygger på lyst og leg, da vi meget ønsker at forstærke hundens lyst til at lære. Ved at lære dig som hundefører at arbejde med at være positiv og lystbetonet overfor din hund, tror vi på, at din hund vil ønske at lære hele tiden. Vi søger at dele træningsmålene op, så du hele tiden vil kunne se en udvikling.
Træningsmål for de enkelte hold kan ses under prøveprogrammer
Fup og Fidus
er et arrangement, der afholdes som fælles afslutning – typisk som afslutning på forårssæsonen.
I stedet for en “almindelig” træningsdag, afholdes dette familiearrangement, der tager udgangspunkt i en slentretur med familie og hund(e) på en rute med indlagte opgaver. Herefter samles vi alle for at se, hvem der – efter arrangørernes mening – har løst opgaverne bedst. Disse belønnes selvfølgelig.
Skovture
arrangeres i vinterperioden mellem efterårs- og forårs-sæsonen for at holde samværet ved lige – hold øje med facebook gruppen.
Sæsonafslutning
Som afslutning på sæsonen afholdes der på de fleste hold, prøver med præmier.
Andet
Der er altid mulighed for almindelig hygge i klubben, både før og efter træning med gratis kaffe og the. Her kan du købe drikkevarer og lækkerier billigt.
Hundene skal “parkeres” udendørs ved klubhuset eller i bilen, da de ikke må medtages i klubhuset. Omkring klubhuset er kroge, hvor vores hunde kan sættes af.
Nogle hunde har dog behov for mere plads end som så, så måske er det mest hensigtsmæssigt, at disse er placeret lidt længere væk. Her er træerne langs klubhusets nordlige side en god ide.
Løse hunde er kun efter aftale og på ejers ansvar.
En fører kan som udgangspunkt deltage med 1 hund pr. hold.
Familien kan deltagere på samme hold – med flere fører og en hund pr. fører.
En hund må max deltage på ét hold pr. dag – en fører må gerne deltage på flere hold pr. dag med forskellige hunde.
Tæver i løbetid er som udgangspunkt altid velkomne til træning, men giv din instruktør besked før hold start, så denne kan planlægge hvor i skal befinde jer i forhold til de øvrige på holdet. Er din tæve meget påvirket af sin løbetid, så vurder da selv, om det giver mening at komme til træningen.
Drægtige tæver kan ikke deltage de sidste 30 før fødsel og tæver med hvalpe på under 8 uger må ikke deltage i træning.
Huskeliste
En velluftet hund
Fast halsbånd/sele og line (der er visse regler om løse hunde, som skal overholdes)
Hundeposer
Eventuelle rekvisitter til træningen (eks. target, apport)
Gode godbidder og gerne legetøj
Almindelig hundeforsikring og opdateret vaccination eller tittertest
Praktisk påklædning (til det danske vejr) – ikke træsko
Godt humør – også i regnvejr og husk, vi træner kun for sjov/hygge.